Hvad er hypnose / Depressioner
 
 
 
Depression - en folkesygdom!

Af Poul Videbech, professor, overlæge, speciallæge i psykiatri

Hvad er depression?

Depression er en meget almindelig sygdom. Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv.
Endnu flere oplever mildere former for depression. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression.
Depression er en meget ubehagelig sygdom, som mindsker livskvaliteten væsentligt. Den kan ødelægge livet både socialt og arbejdsmæssigt, og den kan bringe livet i fare på grund af selvmordsrisikoen.


Hvad er tegnene på, at man har en depression?

Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede. De føler sig ofte uhyre trætte og har umådeligt svært ved at tage sig sammen til noget som helst.
En deprimeret person plages ofte af skyldfølelse og selvbebrejdelser over ikke at slå til eller over ting, vedkommende har gjort forkert på et tidligere tidspunkt. Nogle har svært ved at falde i søvn, eller også vågner de mange gange. Andre har en særdeles pinefuld indre uro, rastløshed og angst, som gør, at de ikke kan finde hvile. 
På grund af disse symptomer kan den deprimerede føle, at døden ville være en befrielse, eller at man ligefrem ikke fortjener at leve. Selvmordstanker ses ofte og bør altid tages meget alvorligt. Omkring 10-15 procent af de svært deprimerede begår selvmord, hvis de ikke får behandling uden bivirkninger.


Mindst to af følgende symptomer:

Følelse af nedtrykthed.
Markant nedsat lyst/interesser.
Reduceret energi, svær træthed.

Samt mindst to af følgende:

Nedsat selvtillid eller selvfølelse.
Selvbebrejdelser, svær skyldfølelse.
Tanker om død eller selvmord.
Tænke- og koncentrationsbesvær.
Svær indre uro eller modsat: hæmning.
Søvnforstyrrelser.
Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit.

Opfylder man to af de første kriterier og to af de næste, har man en mild depression. Denne skal ikke nødvendigvis behandles. Til en moderat depression hører mindst fire af symptomerne fra den anden gruppe. En svær depression har alle tre symptomer fra første gruppe og fem af symptomerne fra sidste gruppe. I de to sidstnævnte tilfælde anbefales enten psykoterapeutisk og/eventuelt medicinsk behandling.

Hvad er normale og unormale reaktioner?

Det er meget vigtigt at afgrænse depressioner i forhold til normale stemningsudsving, som vi alle kan opleve det for eksempel i forbindelse med sorg og krise. Vi kan alle være triste og kede af det i perioder. Men hvis det står på mere end 14 dage, og der er flere af de ovennævnte symptomer, tyder al erfaring på, at det drejer sig om noget mere omfattende, hvor man kan have brug for professionel hjælp. Specielt hvis vores arbejdsevne påvirkes, eller forholdet til andre mennesker påvirkes i sværere grad. Vurderingen af dette bør foregå hos egen læge. Lægen vil ofte kende patienten og dennes familie i forvejen. Samtidig er lægen tilpas 'udenforstående' til at kunne vurdere situationen nøgternt.

Hvilke årsager er der til depression?

Moderne forskning tyder på, at depression skyldes, at der kommer ubalance i samarbejdet mellem forskellige hjernecentre. Det kan ske på mange forskellige måder. For eksempel vil stress og forskellige psykologiske belastninger, vi er udsat for, påvirke denne balance. Hvis belastningen varer ved gennem længere tid, og man er specielt sårbar over for dette - hvilket blandt andet er genetisk bestemt - kan tilstanden videreudvikle sig til depression. Andre alvorlige belastninger i barndommen, for eksempel seksuelt misbrug, kan også sætte sig sine spor i hjernens stresshåndteringssystem, så man bliver mere følsom for stress og lettere udvikler angst og depression som voksen

Andre tilstande, der kan bringe uorden i hjernens funktion og derved medføre depressioner, er bestemte legemlige sygdomme, visse former for medicin samt misbrug af amfetamin og ecstacy .


Hvordan behandles depression?

Behandlingen bør ideelt set tilpasses sværhedsgraden af sygdommen. Depressioner udgør nemlig et spektrum fra ret milde former til svære livstruende sygdomme. Ved de milde til moderate former er bestemte typer for samtaleterapi effektive. 

Depressioner kommer ofte igen

Der er høj risiko for, at depressioner vender tilbage. Det er derfor meget vigtigt at forebygge sygdommen . Det sker først og fremmest ved ikke at stoppe for tidligt med behandlingen. En tommelfingerregel siger, at man skal fortsætte mindst et halvt til et helt år med behandlingen, efter man er blevet rask - hvis det vel at mærke er ens første depression. Ved tilbagevendende depressioner kan endnu længere tids behandling være vigtig.

Hvis depressionen er ledsaget af angstanfald , bliver den ofte misfortolket, fordi der fokuseres på angsten. Derved kan alvorlige symptomer som for eksempel selvmordstanker blive overset, og der kan blive iværksat en forkert behandling.

 
 
 
*Der er ingen garanti for resultaterne da det kan variere fra person til person
 
Book en tid her
Book en tid nu.
Bent Boelsgaard | Grønlundvej 50, Brande - DENMARK | Tlf.: 40301711 | bent@boelsgaard.dk