Min historie




Jeg har haft et godt og til tider meget travlt liv. Har ikke levet særligt sundt, for mig var arbejdet det vigtigste i denne verden. Jeg havde i 25 år arbejdet som leder og selvstændig.
Så skete det: Den 27 januar 1998 ca. kl. 22 jeg var på badeværelse og pludselig forsvandt min venstre side af kroppen - sådan føltes det i hvert fald. Jeg hoppede på et ben ind i min seng, jeg anede ikke hvad det var der skete, og gik i panik og hyperventilerede.
Min kæreste ringede til lægevagten og fik den vanlige besked om at tage et par panodiler og se egen læge i morgen, jeg fik fremstammet at hvis de ikke gjorde noget nu så ku det være ligemeget for i morgen er det for sent.
Efter et stykke tid kom der så endelig en ambulance, med 2 rigtig dygtige falck folk, som tror jeg reddede mit liv. Efter et stykke tid blev jeg kørt til det nærmeste sygehus, hvor jeg blev afleveret i en for mig meget kold kælder. Der var tilsyneladende ikke noget personale - det var jo også sent søndag aften. Efter et stykke tid kom der en ung studerende læge, som vist havde vagten denne aften. Hun kunne ikke stille en diagnose, heller ikke efter diverse scanninger og undersøgelser, altsammen noget som jeg ikke selv oplevede ret meget af. ( senere fandt jeg ud af at man ikke havde forventet at jeg overlevede )
3 dage senere kom der en neurolog fra rigshospitalet som kunne konstatere at jeg havde haft en blodprop i højre hjernehalvdel, og derfor totalt lam i venstre side af kroppen.
Jeg troede nu at det var en tilstand som jeg skulle til at leve med, altså et liv i kørestol.
Der var ingen inden for sygehusvæsenet som fortalt mig noget som helst om hvad jeg kunne forvente mig af fremtiden.
Jeg havde det nu også meget godt i kørestolen, fik masser af omsorg og forståelse fra mine omgivelser, og så kunne og sagtens passe mit arbejde ved skrivebordet.
Nå men undervejs i behandlingen fandt en læge ud af der vistnok var lidt håb for en bedre fysisk tilstand. Så jeg fik “lov” til at komme på genoptræning på Maribo sygehus.
Jeg blev i ambulance kørt fra Nykøbing F. til Maribo. Der var ikke nogen til at tage imod, så jeg blev sat i en stol uden hjul i spisestuen. Der sad jeg så i en tre til fire timer indtil der kom en som skulle gøre klar til frokost.
Nå men nu til det det lidt mere positive.
Efter et par dage, kom en fysioterapeut med en kørestol (som jeg måtte beholde et stykke tid ;) )
Han kørte mig ned i et træningslokale, og nu begyndte den fysiske genoptræning for alvor, først på gulvmadrasser, senere oprejst med støtte. Min søn 18 år kom hver dag og støttede mig.
På et tidspunkt sagde fysioterapeuten følgende: “Du kommer til at gå næsten helt normal igen”
Jeg var sikker på at det var en vittighed, på det tidspunkt havde jeg ingen anelse om hvad der ville komme til at ske. Men på den anden side så var han den eneste der indtil da, der havde givet mig håbet om at kunne gå tilbage. Så det blev ham og min søn lærte mig at gå igen.
Så efter et års tid, så havde jeg den fulde førlighed igen.
Jeg fortsatte naturligvis den fysiske træning og gør stadig.

Min pointe med ovenstående er de følgesygdomme som jeg ikke blev behandlet for.
 
Den usynlige skade - er størrer end man tror.
Den psykiske lammelse er i modsætning til den fysiske usynlig både for den ramte og de pårørende. Og det er her problemerne opstår når den fysiske rehabilitering er ved at være overstået. I mit tilfælde medførte denne manglende mental genoptræning, at jeg fik voldsomme depressioner, angst og social fobi, efterfulgt af et højt forbrug af tobak og alkohol.
Jeg kom aligevell senere til at leve et godt liv med forståelse for min sygdom, ikke ved hjælp af det etablerede sundhedssystem, men ved hjælp af NLP coachning og hypnose, som jeg fandt ud af 14 år efter blodproppen.
 
Den dag blev :  En god dag - længe efter

Derfor har jeg nu valgt at hjælpe andre.  

Fortsættelse følger …….. Apopleksi

 
Bent Boelsgaard | Grønlundvej 50, Brande - DENMARK | Tlf.: 40301711 | bent@boelsgaard.dk